Repræsentantskabsmøde og foredrag med Glenn Bech.

Den 24. marts afholder vi det årlige repræsentantskabsmøde i Aftenskolernes Samråd i København.

Repræsentantskabsmødet er formelt set en generalforsamling med dagsorden ifølge vedtægterne. Men ikke kun! Det er vigtig dag, hvor repræsentanter fra 60 københavnske aftenskoler mødes og udveksler erfaringer med, og visioner for, aftenskolernes rolle i folkeoplysningen. En inspirationsdag.

Og for at gøde jorden, henter vi gerne inspiration udefra. I år får vi besøg af den prisbelønnede forfatter Glenn Bech. Han taler med udgangspunkt i sin bog “Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet”. Bogen er et indigneret, selvudleverende og ømt manifest om klassekamp, proletariat og elite, om provinsbøsser og repræsentationssmykker, moralisme og hykleri, om Tiger King og Anna og Lotte, om dem, der altid får taletid, og dem, der ikke føler sig berettiget til en stemme.

Med vrede, misundelse og humor brænder Glenn Bech alle illusioner om lige muligheder ned, og insisterer på at tale ud fra sine egne erfaringer i klassesamfundet. Vi taler sammen om at få taletid og have en stemme i klassesamfundet. Hvad er aftenskolens rolle her?

Så hvis du repræsenterer en aftenskole i København, er du inviteret, og du må gerne tage en kollega med.

Læs mere om tid og sted, indhold og om hvordan du tilmelder dig (senest den 10. marts) her: Invitation til Repræsentantskabsmøde 2025


Tilbage til nyhedsarkivet