Samrådet byder ny borgmester velkommen

København fik 1. november en ny kultur- og fritidsborgmester, da Alternativets Franciska Rosenkilde overtog hjørnekontoret på Rådhuset fra sin partikollega Niko Grünfeld.

Efter hun blev valgt til borgmester i slutningen af oktober, lød det blandt andet i Politiken:

»Vi snakker rigtig meget om fodboldbaner. Lad os begynde at blive lidt mere kreative og bryde op i de der sociale stereotyper.«

I stedet vil Rosenkilde fokusere på »et meget mere alsidigt udbud af kultur- og fritidsaktiviteter i København«.

Aftenskolernes Samråd København hilser den nye borgmester velkommen.

»Det bliver spændende med en ny kultur- og fritidsborgmester, der fokuserer på den del af folkeoplysningen, der handler om aftenskole og voksenundervisning,« siger formand for Aftenskolernes Samråd København og direktør i FOF København, Kåre Emtoft.

Han har sammen med resten af bestyrelsen i samrådet oplevet, at den forrige borgmester var ganske glad for idrættens verden.

»Der er intet galt i idræt, men det er tydeligt, at den del af folkeoplysningen, der ligger uden for idrætten, har været nedprioriteret i en lang periode. Også i den kultur- og fritidspolitik som kommunen har vedtaget,« fortsætter formanden.

Næstformand Dennis Lund, direktør i AOF København, supplerer:

»Samrådet vil gerne være med til at styrke kultur- og fritidspolitikken med voksenundervisning, der appellerer til borgerne. Allerede nu går 100.000 københavnere til voksenundervisning, og vi har plads til flere. Derfor vil vi gerne sikre, at både nuværende og kommende kursister får bedre forhold.«

For formandskabet handler det i høj grad om at etablere et samarbejde med borgmesterkontoret omkring udvidelse og styrkelse af voksenundervisningens vilkår i Københavns Kommune.

»Vi håber, at vi kan starte en debat om, hvordan vi styrker det sammenhold, der er uden for idrætten. For det er vigtigt, at man ikke kun lærer at sparke til en bold. Man skal også lære at bruge bolden,« siger Kåre Emtoft.

(Foto: Københavns Kommune)


Tilbage til nyhedsarkivet